En gave eller en byrde..

Jeg har altid været så god til at hjælpe folk fordi jeg har en evne til at ser problemet fra et andet perspektiv og analysere ting på en måde andre ikke forstår... Mange siger det er en gave og det vil jeg også sige det e, men har fundet ud af det også er noget af en byrde......

et slag i ansigtet

for første gang i ca 2 år så jeg Piet... jeg har ikke haft kontakt eller noget til ham i så langtid.. den eneste 'kontakt' vi har haft var for et år siden hvor jeg sendte et brev til ham hvor jeg havde skrevet hvordan jeg følte og hvor meget han havde svigtet mig og ødelagt mig... idag så jeg ham så... midt inde i centeret på vej til træning.. jeg så ham der midt imellem alle de mennesker.. og han så mig... jeg gik helt i stå da jeg så ham og jeg anede ikke hvad jeg skulle stille op... vi krammede hinanden og han blev ved med at sige hej og prøvede at få mig til at hilse men jeg kunne ikke sige noget... jeg var virkelig tæt på et græde, men jeg fik holdt det tilbage... så stod vi i hvad 3 minutter og snakkede om hvor han boede og hvor mor skulle til at flytte hen... stod bare og snakkede helt roligt... en af de der snakke som hvordan går det og har det du godt, jeg har det fint, også jeg, super, vi ses, hej.. også gik jeg videre... jeg havde så meget jeg ville sige så meget jeg bare ville råbe af ham... jeg ville have han skulle se hvor meget han har såret mig... men det var bare ikke det rigtig tidspunkt.. jeg skal ses med ham sammen med mor og sikkert også jakob.. jeg har det underligt med alt det her.. jeg har det så underligt i hele kroppen after det... det hang bare ikke sammen for mig at se ham igen efter så langtid...